Nostalgi på første række på Fårevejle Golf Hotel

Åbent hus, 27/02 - 2011

Dagens arrangement gik over al forventning, og succesen var i hus nærmest før vi kom i gang. Allerede før kl. 13, begyndte folk at dukke op, og det varede ikke særlig længe før end, at der var godt fyldt op i skolens gamle aula, der i dag er hotellets restaurant.

Alle børn, og utrolig mange voksne med en barnlig sjæl boblende inde i sig, begav sig ud på hotellets gange og værelser. Af sted på skattejagt. Der var slet ikke trykt nok skattekort, så printeren måtte på overarbejde et par gange.

Der var mødt utrolig mange gamle elever, lærere, forældre og andre nysgerrige op til arrangementet. Fra de helt små børn til skolens allerførste skoleinspektør Alfred Nielsen. Alle var der, og alle hyggede sig med deres gamle klassekammerater, venner, kollegaer og lærere. Hotellets personale havde anrettet flot og indbydende med mad og drikke, og ikke mindst lidt til den søde tand.

Da værket skulle afsløres kl. 15.00 var over 200 gæster samlet i hotellets restaurant, så selvom der blev hentet en masse stole frem, måtte mange stadig stå op.

En bevæget værtinde på Fårevejle Golf Hotel, Marianne Kæstel Nielsen, bød alle velkommen til arrangementet og til afsløringen af værket, og takkede samtidig for den utrolig store opbakning til dette arrangement.

Derefter opfordrede Jes Wilhelmsen, Erhvervschef i Odsherred Erhvervsråd, alle til at gå sammen om at skabe større synlighed om Lammefjorden, og få vist og udnyttet de mange muligheder som der ligger heri, for at gøre Lammefjorden endnu mere attraktiv for lokalområdet, såvel som for turismen.

Jørgen Kalvslund, tidligere skoleinspektør på Fårevejle Centralskole, tog herefter ordet, hvor han bl.a. fortalte om sin og Kasper Købkes krydsede veje på Fårevejle Centralskole tilbage i 1990’erne. Efter Jørgen Kalvslunds pæne ord om skolen, hotellet og Kaspers tegninger, trak de to i fællesskab det røde tæppe af værket, til folks store glæde.

Herefter fortalte Kasper kort om værket med titlen ’Remember’:

”Værket og dets titlen skal påminde folk om at huske en tid der var, men samtidig også spørge om hvorvidt de KAN huske den. De fremmødte, og mange andre, har hver især deres individuelle minder og erindringer om skolen, Fårevejle og det nære miljø, og derfor består værket af en masse små billeder af diverse lokaler, gange, trappeafsatser, udendørs arealer etc. på den gamle Fårevejle Centralskole. Disse er blevet mikset sammen i et stort samlet værk.
Derved kan beskueren tage sin egen personlige tur rundt på den gamle skole, og fremkalde for længst glemte minder. Ligesom ens erindring er personlig og konstant foranderlig, på samme måde vil værket være det, for hver gang man kigger på det.
Værket vil fremover pryde Fårevejle Golf Hotels restaurant og konferencelokale, så ønsker du en tur ned af ’Memory Lane’, så kig et smut forbi hotellet. Hvis du var tilstede til arrangementet, så er det alligevel værd at kigge forbi igen. For oplevelsen, af såvel værket som hotellet, vil være ny hver eneste gang.”

Herefter blev der udtrukket diverse præmier blandt de fremmødte, bl.a. et gavekort på 5.000 kr. til afholdelse af en fest på Fårevejle Golf Hotel. Derudover blev der trukket lod om diverse vingaver, samt reproduktioner af Kasper Købkes tidligere værker. Endelig var der en større eller mindre gave til alle, der havde deltaget i skattejagten, afhængig af hvor godt man havde klaret sig på jagten rundt på hotellets gange og værelser.

Her starter skattejagten
Ude på skattejagt
Mad til alle
Klar til skattejagt
Fyldt restaurant
Alfred Nielsen og Jørgen Kalvslund
Afsløring af Værk
Marianne og Kasper foran værket